Covid-19

Covid-19

Ultraløbet Ringkøbing Fjord Rundt tager ansvar og tager derfor selvfølgelig også en række forholdsregler for at forhindre spredning af Covid-19. Herunder finder du de vigtigste oplysninger, som du bør gennemlæse og have i baghovedet på løbsdagen.

Deltag kun hvis du føler dig sund og rask

Føler du dig det mindste syg eller utilpas, så bliv hjemme! Et løb på 60 eller 100 km eller en halvmaraton kan i sig selv være en stor udfordring for kroppen, og har du mistanke om, at du ikke er fuldstændig rask, bør du ikke deltage.

Hold afstand

Ved udlevering af startnumre, ved måltiderne morgenmad og aftensmad, samt ikke mindst i depoterne på ruten er det vigtigt at du holder og god afstand til øvrige løbere. Vi har indrettet områderne, sådan at de giver gode rammer for en festlig sammenkomst, også selvom vi skal holde lidt længere afstand imellem os.

Brug håndsprit

Overalt ved løbet vil der være håndsprit til fri disposition; i start- og målområde, i depoter og i Vesterhavshallen. Hold god håndhygiejne.

Respekter afspærringer

Start- og målområde på stadion vil være opdelt i zoner for at sikre afstand mellem deltagere, publikum og løbsofficials med henblik på at minimere den fysiske kontakt. Vær opmærksom på zoneopdelingen og følg anvisningerne på de opstillede skilte.

Brug mundbind

Under bustransport fra Ringkøbing Atletikstadion til startområder for 60 km og halvmaraton er mundbind obligatorisk og vil udleveres ved ombordstigning.

Kom hurtigt igennem depoter

Al løbsforplejning vil i år enten være indpakket eller portionsanrettet. Vi synes, det er mega hyggeligt at snakke med jer i depoterne og give jer et opmuntrende ord med på vejen. Men i år skal vi prøve at undgå forsamlinger, også i depoterne. Så snup det du vil have med og hold dig så vidt muligt i bevægelse.

Gruppestart

Deltagerne på 100 km-distancen vil starte i grupper med korte tidsintervaller. Hvis du går efter at vinde, eller det bare er vigtigt for dig at starte i den forreste gruppe, så send en mail til tilmelding@fjordenrundt100.dk.

Vi skal alle nok få et godt løb uanset coronaen :-D